Stolen.

Før.
Præsten satte sig I stolen. Det slidte lædersæde føltes køligt selvom solens sidste stråler stadig skinnede ind i rummet. Hun kneb øjnene sammen og mærkede roen indfinde sig. Hun strøg sin hånd over stolens armlæn der var blød og afrundet og lænede sig tilbage mod stolens ryg. Hun mærkede nitterne fra læderryggens kant og nød det. Her følte hun sig sikker, hjemme. Her kunne hun tænke og skrive. Herinde fik livet værdi og mening fordi, hun vidste, hvad hun kunne. Hun kendte rammen. Ingen uforudsete hændelser. Blot teksterne, ord, sætninger. Alt deres larm og deres daglige konstante krav om opmærksomhed fra hende nåede ikke herind. Alle kravene om hverdag der startede om og om igen gjorde hende tung og sammenbidt. Herinde i stolen havde hun helle. Her kom de ikke. Det vidste de. Allesammen.

Efter.
Sådan fandt han Hende. Kold og stille. Hun så rolig ud siddende der i stolen. Han havde ventet længe. Meget længe. Det var begyndt at blive mørkt og Hun havde ikke været ude, da han bankede på til frokost. Han havde ellers lavet spejlæg. Det kunne Hun godt lide og så smilede Hun. Kun ganske kort. Men Hun smilede og han følte smilet ramme ham med stærk energi. Som den første forårssol. Nu havde gullaschen stået en time og ventet og han havde spekuleret som en gal over, hvorfor Hun dog ikke bare sagde “forsvind” eller “kommer senere“ til ham, når han forsigtigt bankede på døren. Han vidste, Hun havde sådanne dage. Dage hvor teksterne var fyldige og krævede hendes alleryderste og han vidste, at på sådanne dage måtte han endelig ikke forstyrre. Det kunne bryde magien, sagde Hun. Han nød, når Hun kort talte med ham eller Hun talte vel nærmest til sig selv, men han var den der var der.
Stolen omkransede Hende. Den favnede Hende og han så, at hendes spinkle næsten hvide hånd lå fint på armlænets bløde egetræ. Han fik stor trang til at tage denne hånd og snuse til den. Klemme den blidt, men trangen blev straks efter fulgt af et jag af både pinlighed og angst. Tanken var uhørt. Hendes hånd var hendes egen.
Han bøjede sig ned et stykke foran Hende. Hendes hage var let nedsunken og ud af hendes mundvig var der løbet lidt væske. Han antog det var savl der nu var tørret ind. Han satte sig på den anden side af skrivebordet og følte pludselig varmen skylle gennem hver en åre i hans slanke krop. Han løftede blikket mod Hende. Det gav et sug I maven, da han tog mod til sig og kiggede direkte på Hende. Her sad de, mand og kone og diskuterede tekster og tanker. Han krydsede benene over kors og lænede sig afslappet tilbage. Han kiggede rundt i rummet. Alle reolerne med bøger han aldrig måtte kigge i. Hvis nu Hun fik brug for dem, måtte de jo have deres plads, forstod han nok. Hans øjne fangede billedet af pigerne. De stod i sommerkjoler på billedet og han vidste præcis, hvornår det var taget. Han smilede for sig selv og kiggede igen på Hende. Han mærkede glæden ved at sidde her. De to sammen. Tale om pigerne og teksterne.
Efter nogen tid rejste han sig og gik ud for at spise en varm portion gullash.

Rebecca lugtede af sved og følte sig ulækker. Hun smilede dog stort, da to studerende gik forbi hende. Den ene, en yngre mand fra hendes hold, spurgte om han skulle hjælpe med at bære. Nej tak, sagde hun. Det går. Det skulle lige mangle, hvis hun ikke selv kunne klare sine undervisningsmaterialer. Hun fik med besvær læsset det hele bag i bilen og faldt træt ned på førersædet. Hun kiggede I bakspejlet. Hun vendte hurtigt øjnene mod bunden af bilen. Tænk at se så slidt ud, når man kun var 42 år, tænkte hun. Bunden af bilen var dækket af det nye undervisningsmateriale. Pastoralseminariet ville nu til at træne kandidaterne I at tiltrække de unge. Hun syntes tanken lød komplet umulig og gad slet ikke tænke på alt det læsestof, hun skulle igennem, inden hun kunne levere noget som helst gavnligt til nogen. Timen idag med praktisk liturgi efter frokost var en katastrofe. De var så skide kloge allesammen. Hvorfor kom de overhovedet her. De kunne finde sig et skide sogn og tá magten der. I klasseværelset var magten hendes. Præsten havde magt. Det vidste hun. Men man skulle kunne fylde den rolle ud. Det havde hun ikke kunnet og desuden passede arbejdstiderne også meget bedre her som underviser. Hendes mand havde jo hans karriere og han tjente godt. Han skulle jo afsted. Det vidste hun. Det var nødvendigt. For dem allesammen. Hun måtte sørge for det derhjemme. Hun kiggede på sin mobil. Hendes trettenårige havde skrevet, at hun igen spiste hos en veninde. Dem

havde hun vist mange af. Rebecca purede lidt op I sit hår og begyndte at skrive en SMS. Hvor boede veninden ? Hvornår kom hun hjem ? Skulle hun hentes ? Hun skulle være hjemme senest kl 22.00, skrev Rebecca. Hun trykkede på en hjerte smiley, men stoppede så. Hun slettede det hele og sendte en tommel op som svar til hende. Alle de spørgsmål og hjertesmiley virkede ligegyldige. De havde ikke sådan et forhold.
Rebecca havde fået opringningen I frokostpausen. Hendes far vidste, at hun havde en ledig stund der. Han vidste også, at hun skulle undervise I praktisk liturgi efterfølgende og spurgte ind til det. Hun kiggede igen i bakspejlet og ledte efter en ændring. Måske en følelse. Men hun fandt ingen. Hun skulle komme hjem, synes han. De måtte arrangere det hele. Intet skulle mangle. Hun havde betydet meget for mange. Hendes far havde lydt helt opstemt over hele situationen. Rebecca havde lyst til at lægge førersædet ned og lukke sine øjne, men gjorde det ikke. Hun måtte have ringet til sin mand. Hun ville tá hjem en dag inden begravelsen. Hendes far måtte ordne det praktiske. Hun havde jo også sit. Hun kunne ikke undværes. Den lille skulle hentes og biblioteksbøgerne skulle afleveres. Det havde hun nær glemt. Rebecca kunne pludselig lugte sig selv igen. Tung varm sved. Hun måtte holde armene i ro, tænkte hun og satte bilen igang.

Rachel stod på trappesatsen og lod solen varme på hendes kinder. Hendes korte orange nederdel skjulte kun lidt af de lange slanke ben og nabomanden piftede fornøjet og vinkede. Hun vinkede energisk igen og tog et kæmpe sug af sin smøg. Værkstedets baggård blev varm, når solen skinnede. Hun så på højbedene i hjørnet ovre ved bænken. Nogen havde drømt store tanker om det hjørne, tænkte hun. Stauder og krydderurter groede om kap og spredte en farveeksplotion ud i gården. Træet, som højbedet var lavet af, havde et næsten gråligt skær. Det var revnet et par steder. Rachel syntes, det passede godt til møbelpolstreværkstedet og den atmosfære der var inde i værkstedet. De gamle møbler kom ind. De var revnede og nogle med gråligt skær. Trætte og slidte. Men farverne var livlige og hun elskede den historie møblerne havde. Hun kunne lige som fornemme og høre møblets liv. Hun kendte til sin rutine. Goddag til møblet. Nitter og søm af. Gammelt stof væk og så rydde op. Derefter kom Meta eller Otto og tog fat. De kunne håndværket. Hun nød at se dem trylle med deres hænder. Hun havde været i værkstedet i snart fem måneder. Måske skulle hun snart videre. Hjalte havde ringet. De manglede en leder af restaurant Libby på Kreta. Hun kunne få sit gamle job tilbage. Det gad hun ikke. Det hørte hendes yngre dage til. Men måske gad hun godt Hjalte lidt igen. Hun smilede og mærkede en flygtig længsel som forsvandt lige så hurtigt som den var kommet. Hun var 34 år og havde rejst en del. Journaliststudiet havde hun ikke gjort færdigt. Det var for langtrukkent og der var for mange aftaler at overholde. Hendes jobs havde altid mest bestået af spas og ballade. Tid til at leve og opleve. Når hun tænkte på barndommen og den fornemmelse af streng ro og regelmæssighed, så skreg alle celler højt inden i. Hun følte sig spærret inde i hjemmet, når alle de regler skulle overholdes. Hendes mor der altid gik som en alvorstung drage gennem huset, mens hendes far var oppasseren. Dragens slave. Hun havde tidligt lukket døren ind til de følelser der pegede på hendes mor. Men hendes far og hende kunne en sjælen gang snyde. Snyde med reglerne og drikke saft i sofaen og lukke hønsene udenfor hønsegården fordi, det var så sjovt at se dem springe afsted for at få det bedste græs.

Rachel klemte sin smøg mellem fingrene og puttede stumpen tilbage i pakken. Hun ville ringe tilbage til ham senere idag. Da hendes far havde ringet, havde hun haft gang i tangen og gad ikke lægge den fra sig. Han lød nærmest lidt munter på telefonsvaren, da hun havde hørt hans besked. Vi har meget at gøre. Kom hjem snart. Hun har betydet så meget for mange. Rachel vrængede ansigt. Betydet meget tænkte Rachel. For hvem. I hvert fald ikke for hende. Hun tog trinene op ad trappen i to skridt. Hun måtte fortælle Meta og Otto, at hun smuttede nogle dage. En lille ferie. Hun gad ikke sige hvorhen. Det betød intet.

Han bød menighedsrådsformanden på mere kaffe. De havde siddet en time nu og talt om hendes eftermægle i sognet. Hun havde trods alt været der en livstid. Formanden var en yngre ikke særlig chamerende mand, synes han. Da han, hendes mand som kendte Hende så godt, havde foreslået en sten ved præstegårdens indgang med hendes navn, havde formanden skjult et smil. Det så han godt. Uforskammet. Skulle Hun ikke huskes og takkes for den store opgave, Hun havde løst i sognet. Sognet og alle dens sognebørn havde fået alt fra Hende. Hun havde givet

dem alt. Han skammede sig en smule, da han mærkede misundelsen stige og blive til blussende kinder.
De enedes om salmerne til afskedssammenkomsten og sagde farvel. Dagene havde været fyldt af besøgende der kondolerede. Han havde været glad for hans sans for at være på forkant og havde nydt at servere hjemmebag taget op af fryseren. Det plejede Hun at elske. Det vidste han, fordi hendes øjne fik en særlig form, når Hun fik serveret et stykke af hans kage. Formen på øjnene vidste tegn på et smil selvom munden ikke gjorde. Han havde ikke ladet nogen komme nær hendes kontor selvom flere havde spurgt, hvor Hun døde og ligesom spejdet efter stedet. Døren forblev lukket og låst og han bar nøglen i sin skjortelomme. Han havde låst op en aften efter at have drukket et par glas rødvin. Han kiggede på stolen og mærkede pludselig vreden skylle ind over ham. Han havde aldrig siddet i den. Hun havde aldrig været uvenlig eller sur. Hun havde blot på en næsten usynlig måde ladet ham forstå, at stolen tilhørte Hende. Den var hende. En eneste gang, da pigerne var små, havde de været derinde. Han havde ikke været nok opmærksom og fandt dem begge i færd med at tegne, mens de sad i stolen sammen. Rebecca med Rachel på skødet. Han huskede pludselig tydeligt billedet af hans to piger sammen. De tegnede blomster og talte om farver. Han huskede, hvordan han i et øjeblik fortabte sig i pigernes umiddelbare glæde. Ingen frygt. Ingen anstrengte smil. Men I et splitsekund blev alt til kaos. Hun var kommet hjem, uden han havde hørt det. Han kunne intet nå. Han kunne intet rede. De høje vrede råb. Rachels lille arm der sad I hendes jerngreb. Rebeccas smukke øjne der flakkede angstfyldte fra ham til Hende for siden at fyldes med tårer. Han fandt pigerne bag hønsegården. Han strøg dem over håret, men sagde ingen ting. Det husker han. Han sagde ingenting.

Tårerne begyndte at trille stille ned af hans kinder, da han kiggede på stolen. Vreden var forsvundet. Han slukkede og låste døren og skænkede et glas rødvin mere.

Rebecca havde fortalt på arbejdet, at Hun var død. De havde straks kigget medlidende på Rebecca. Flere ældre kolleger nærede stor respekt for Hende. De havde sagt, at Rebecca endelig skulle tage fri. Hun havde forsikret dem om, at hun bestemt ikke behøvedes at tage mere end to dage fri. Min søster ordner det meste, sagde hun. Da hun havde sagt det, føltes det som om hun ikke var tilstede. Som om en anden sagde det. Det passede jo ikke. Men det lød godt og det skabte ro og det var det, hun søgte. Ro. Rachel ordnede ikke en skid. Hun glemte alt og alle og overholdte ingen aftaler. Rebecca havde forlængst lagt låg på den kasse der stod Rachel på. Hun tog hjem to dage før begravelsen. Mand og børn kom på selve dagen. Ikke mere. Ikke bruge mere tid på det. Sådan blev det.

Rachel tog sin Gudrun Sjödén kjole på og satte sit viltre hår op i en knold. Hun havde ikke pakket meget. Hjem to dage før begravelsen kunne hun vel overskue. De kunne jo gøre alt det forbudte nu. Hende og hendes far. Og bagefter kunne hun tage tilbage til byen og møbelpolstreværkstedet. Sådan måtte det være. Rebecca ville selvfølgelig kræve stil og ordentlighed. Rachel ville skide på det. Hun ville drikke saft i sofaen, måske med gin og gå til stranden i bare tæer og glemme at vaske sandet af ved udendørshanen. Bare gå ind i bare fødder med knasende sand under. Rachel kiggede på sit eget spejlbillede. Hun mærkede en flovhed. Med de tanker om sandet og saften i hovedet, så lignede hun faktisk en trodsig trettenårig. Jeg ligner ikke en voksen kvinde på 34 år, tænkte hun. Hun rettede ryggen lidt og satte sit hår op i en redt hestehale. Kiggede igen. Den trodsige trettenårige stod der stadig. Hun bestemte vel selv. Rachel tog sin taske og forlod sit klubværelse.

Han var far. Det mærkede han tydeligt. Klokken var snart ti om formiddagen. Han havde lagt sengetøj på pigernes senge og luftet ud på deres gamle værelser. Han havde også plukket blomster. Det var længe siden de begge havde været hjemme på samme tid. Han var far. Hans hjerte mærkede det. Det dunkede. Han syntes næsten, han var glad.

Han kunne se Rachel i bussens vindue. Alle hendes farver. Hendes smil. Hun vinkede vildt med begge hænder. Han så sig omkring. Om to dage skulle Hun begraves. Hun havde betydet så meget for mange. At vinke med begge hænder var upassende. Han vinkede forsigtigt igen. Han vidste, at Rachel ville snakke som et vandfald hele vejen hjem. Om rejserne, hendes kærester,

møbelpolsterværkstedet og alle hendes skører påhit. Ideer om kogebøger, jobs i udlandet og hendes mange venner. Ganske rigtigt havde han ikke sagt andet end hmmm, ja og nej på hele turen. Det var dejligt. At nogen talte til ham. Det var uvant, men dejligt. Han havde betydning. Nogen ønskede, at han skulle vide det der blev sagt. Til sidst, inden de gik ind i huset, havde hun sagt, at de nok skulle få styr på det hele. Det havde han nu allerede. Men det var dejligt, at hun var her. Han kunne høre hende hvine højt ovenpå. Hun havde nok set blomsterne.

Rachel smilede bredt, da hun så blomsterne i vinduet. Hun hvinede højt. Hun fik en sær fornemmelse i maven. Et jag. Så huskede hun, hvad de høje lyde havde affødt som barn. Hun genkendte pludselig jaget i maven. De høje forbudte lyde. Hun skulle have arbejdsro. Var det ikke rimeligt. At have ro i sit eget hjem. Rachel mærkede en stærk trang til at skrige. Inde i maven kunne hun nu mærke en pressende fornemmelse. Blomsterne. Glæde. Høje lyde. Ikke grine. Ikke græde. Bare ro. Far der listede omkring og gjorde alting så ordentligt. Hende der bare sad i stolen og skulle have ro. Hun smækkede sit vindue op og åbnede munden. Men der kom ingen høje lyde. Hun så en blå bil komme ind på gårdspladsen. Rebecca. Hun lukkede munden og hun lukkede øjnene. Lige pludselig kunne hun ikke overskue så meget.

Han hørte hende råbe far. Han var far. Han smilede og tog Rebeccas taske med ind. Han vidste, at hun ville spørge om forberedelserne. Hun har betydet så meget for mange, sagde hun. Hun havde en hilsen med fra Pastoralseminariet og en buket. Han havde snart ikke flere vaser. Hun så træt ud. Var hun ked af det. Var hun ked af, at Hun var død. Måske var hun mest træt. Han fandt kaffe og kagen frem. De sad lidt. Derfra hvor han sad, kunne han se hønsehuset. Han kiggede ned i sin kop. Det var så forbandet svært med det hønsehus. Hun ville have det raget ned. Han havde holdt stand. Hønsene lagde æg og Hun kunne jo så godt lide et spejlæg, havde han sagt til Hende i døreåbningen ind til kontoret. Han kiggede over på Rebecca. Hun havde været glad for særligt en høne. Han havde hørt hendes mange monologer med den høne. Hun talte godt om ham til hønen. Hun havde sagt til hønen, at den aldrig måtte gå ind på kontoret og lægge æg i stolen. Så døde den. Han havde holdt stand. Hønsehuset stod der endnu.

Han løftede hovedet og smilede, da han hørte Rachels let dansende trin på trappen. Han så på Rebecca. Hun løftede tungt sit hoved. Rachel stoppede op ved bordet. Kaffen duftede krydret og den dampede. Pigerne sagde intet til hinanden. Luften var fyldt med ingenting. Han kendte den fornemmelse. At være sammen med nogen uden at være sammen. Han gjorde præcis det han plejede. Han talte om alt det praktiske. Han fortalte om forberedelserne. Om blomsternes farve. Salmerne. Kaffebordet bagefter i hallen. Konfirmandstuen var alt for lille. Det kunne de nok forstå. Hun havde betydet så meget for mange.

Rachel havde kvalme. Hun kiggede på sin storesøster og sin far. De talte om hendes bøger. Skulle Hun have nogle med i kisten. Rachel mærkede igen den trettenårige pige. Hun skulle hellere undvære sine bøger. Komme tomhændet afsted. Så kunne Hun stå der i himlen og føle sig akavet. Klædt af. Rachel mærkede først tårerne for sent. Da far kiggede. Hun tørrede dem hurtigt væk. Hun måtte også få nogle af bøgerne, havde far glad sagt. Hun måtte ikke græde. De måtte begge to få deres minder med af Hende. Rachel fik ondt af sin far. Han måtte have et meget tungt låg over minderne og følelserne siden han kunne sige sådan. At få hendes bøger ville være som konstant at slæbe alle sine uforløste kærlighedsoplevelser med sig i en tons tung sæk om benet. Altid have denne uhåndterbare tunge byrde med sig. Den trettenårige rev sig løs indeni inden Rachel kunne nå at reagere. Hun råbte højt selvom tænderne var næsten bidt sammen. At de bøger måtte de brænde. At hun aldrig havde haft et eneste minde med de bøger, hun ville gemme. At hendes far havde snydt sig selv alle disse år. At tro at Hun i den stol havde nogen som helst følelser for noget levende. Rachel sad nu bøjet ned over bordet og græd hulkende. Den trettenårige var væk. Rachels krop rystede lidt. Hun hørte sig selv sige, at hun intet havde fået med hjemmefra. Hun havde taget tomhændet afsted. Ingen retning. Ingen blød pude af kærlighed, hun kunne hvile sit hoved på, når verden viste tænder. Kun sin vilje til flugt. Farer afsted fra det ene til det andet. Smile og virke glad. Aldrig lade følelsen af afsavn overmande hende. Hun kiggede op. Hendes far sad med triste øjne og en kagekrumme i mundvigen.

Rebecca fòr sammen, da Rachel pludselig råbte en hel masse med, at bøgerne måtte de brænde. Hun kiggede kort på sin lillesøster og mærkede et lille stænk af ømhed. Hun havde lyst til at tage om hende. Stryge hendes hår og få hendes lille krop til at stoppe med at ryste. Rebecca undrede sig. Det var længe siden, hun havde mærket de følelser. Hun ville normalt hade den slags uro og umotiverede opførsel. Hun var vant til at holde på sit og på sig selv. Forstod de da ikke, at hun i alle disse år bare havde prøvet at gøre det hele rigtigt. Hun havde set sin far arbejde hårdt på at behage og den metode havde hun adopteret. Pligterne derhjemme. Holde sig i ro og holde orden. Universitetet. Manden med den gode stilling. Børn. Præcis alt det der forventedes. Hun havde afskyet Rachel for sit vilde og ukontrolerede liv. De havde intet tilfælles. Kunne ikke tale om noget som helst. Rebecca og hendes søster var bare figuranter i en trist spillefilm, tænkte hun. Hun sad altid der i sin stol og skabte verdensordnen. De gange Rebecca havde talt med sin søster, grint med hende, hoppet med hende, danset, havde stolens knirkende lædersæde givet sig og hendes faste vrede skridt havde snart standset alt glæden. Rebecca holdt sine hænder i ro. Hun mærkede et kort ryk i den ene hånd som om den ville løfte sig og stryge Rachels hår. Men hånden turde ikke.

Rebecca så på sin far. Han så trist ud og han havde en kagekrumme i mundvigen.

Han havde lavet gullasch. Det vidste han var godt. De spiste i tavshed og der var lys på bordet. Pludselig, uden at han vidste hvor det kom fra, blev han overstrømmet af varme og glæde. Han udbrød til sin egen store overraskelse et højt skål. Begge piger standsede nærmest som i en stopdans. Der gik flere sekunder før de bevægede sig. Han følte sig tryg ved denne skål. Han var faren der havde sine døtre hjemme. Så måtte man gerne sige skål. Ingen brød sig om, at de larmede lidt. Han mærkede friheden til at bruge flere ord. Mærkede pigernes blik. Deres smil da de tog hvert sit glas. De mødtes midt over gullasch-gryden i en samstemmende skål. Han var far og han måtte gerne sige noget nu.

Rebecca kiggede på sin tallerken. En rødlig smattet sovs med klumper flød stille ned over hendes portion med hvide pose ris. Hun havde aldrig brudt sig om gullasch. Hun huskede godt, hvordan hendes afspiste tallerken så ud, når hun hentede den på kontoret. Den stod lige til højre for stolen. Engang havde hun stille stået i døren. Ventende. Hun så ikke på Rebecca. Hun ænsede ikke, at der var nogen i døren. Rebecca huskede tydeligt alle ordene. I Rebeccas hoved. Ingen af dem kom ud af munden. De blev der inde. Ordene der fortalte om skolens toilet der stoppede til. Om at en af de store drenge havde truet hende med at stikke hendes hoved derned. At Rebecca var blevet bange. Virkelig bange og havde rykket sig fri, så hendes jakke nu havde en flænge. Rebecca blev helt stakåndet ved tanken. Forpustet. Men kun inde i sit hoved. Rebecca så Hende sidde der i stolen. Rebecca listede hen til tallerknens plads. Hun kiggede op. Hun smilede ikke. Nikkede blot. Rebecca tog tallerknen og listede ud igen. Alle ordene tog hun med. Rebecca var stadig forpustet og lod en lille vejrtrækning hente mere luft næsten lydløst, selvom hun nu var ude og væk fra stolen.

Rachel mærkede glæden i maven da faren sagde skål. Hun ville glædes, ville hun. Huset var anderledes rummeligt. Der var plads til at sige skål. Rachel mærkede, hvordan hendes mund gav efter og fandt alverdens ord hun satte sammen til mange mange sætninger. Hun fortalte om møbelpolstreværkstedet og om rejserne. Hun fortalte om Anders, Rachels seneste forelskelse. Han havde været advokat og havde tjent mange penge, men ville hele tiden lave hende om. Hendes far grinede. Det kunne hun godt lide. Rachel havde ikke set ham grine længe. Hun havde helt glemt, at hendes far kunne grine. Midt i talestrømmen kiggede hun på Rebecca. En antydning af et kærligt smil smøg om hendes læber. Rachel kunne godt lide, når Rebecca ikke så så hård ud i sine træk. Det milde smil der næsten fik lov at bo en kort stund på hendes læber mindede om barndommen. Om tryghed i sin søsters nærvær. Rachel plaprede nu. Kunne mærke hvordan rummet blev stort og varmt. Smilene havde pludselig en plads ved bordet. Hun genkendte samtalen. De talte alle tre nu. Varmen spredte sig hastigt inde fra midten af brystet og jog op til hendes ansigt. Hun kiggede på sin far der hældte mere vin op. Hans øjne lyste op. Rachel synes, han så glad ud.

Da han så sine døtre tale, besluttede han sig. Modet voksede i ham. Som om at gullaschen havde haft særlige ingredienser. Som om at mange års mod var blevet presset frem. Som en betændelsesbyld. Det måtte ud. Han mærkede en særlig kraft inde fra. Så på sine døtre. Så hvorledes de sad sammen og talte. Han mærkede en fasthed og rykkede fast sin stol ud. Pigerne stoppede brat deres samtale. Hans fødder flyttede sig nærmest mekanisk. Som om at de længe havde ønsket at gå derind. Som om fødderne pludselig bestemte. De ville nyde at træde ind i kontoret. Han mærkede sin egen beslutsomhed. Han vidste præcis, hvad han måtte gøre. Synet af dørens mørke træ gav ham en sitren i halsen. Han stak nøglen i låsen. Åbnede den. Fødderne bar ham sikkert ind og de standsede lige ved stolens armlæn. Han kiggede på den. Lædersædet havde form efter Hende. Stolens nitter var mørke næsten sorte nogle steder, hvor hendes krop havde tynget dem. Han tog beslutsomt fat om begge armlæn og spændte hver en muskel i kroppen. Stolens lette vægt overraskede ham. Han havde tillagt den mere vægt. Han troede den vejede mere. Men hans krop løftede den op i et snuptag. Som om musklerne havde besluttet at bakke ham op. Bakke fødderne op. Han vente sig om mod døren og så lige ind i øjnene på sine døtre. Rebecca havde sin hånd oppe ved munden. Nu fattede han, at han havde hørt et lille halvkvalt skrig. Rachel stod med et muntert skævt smil. Han klemte sig forbi dem. Gennem døren. Ud af kontoret. I et kort øjeblik slap musklerne deres tag. Stolens tyngde trak hans arme mod gulvet. Den havde ikke været ude af kontoret, så længe han kunne huske det. Nu gjorde den modstand. Fødderne fortsatte ned af gangen og straks strammedes hans muskler og stolen var igen i hans vold. Nu hørte han pigernes tale. Mange ord. Høje. I munden på hinanden. Men han var faren. Han bestemte. Stolen skulle ud. Den trængte til luft.

Rebecca nærmest snublede over sine egne fødder og greb fat i Rachel. Rebecca var bestyrtet og ord væltede ud af munden. Ord med angst. Ord med forargelse. Hun mærkede, at kaos og uorden pludselig fyldte hele gangen. Væggene var krøllede og farverne slørede. Gangen der plejede at være fuldstændig ordentlig. Væggene der plejede at være helt lige og alting helt stille. Nu væltede hun ned gennem de krøllede vægge med Rachel storfnisende i hælende. Hendes far var et godt stykke foran dem med stolen i sine hænder. De nåede udenfor. Hendes far havde vendt sig om mod dem midt på græsset. Han så lille ud i forhold til stolen. Hans hår sad filtret og hans øjne gnistrede i skumringens lys. Rebecca stod helt stille. Hendes vejrtrækning var heftig og næsten ude af kontrol. Hun måtte tage styringen. Nu måtte der skabes orden og ro. Hun mærkede hendes vilje til orden og ro sætte sig i en elevator og køre den forkerte vej. Hun hev fat i dem igen. Sendte et nyt skud vilje i sin indre elevator og håbede, at munden åbnede sig og frembragte tydelige ord. Ord der fik bragt orden i kaos. Men et fysisk jag i hendes mave indikerede, at ingen af hendes manøvrer virkede. Rebecca mærkede istedet en overraskende følelse af ligedele træthed og fjantethed. Ud af hendes mund kom der et hakkende indestængt grin. Et langt og højt et og langsomt fulgte Rebeccas krop med. Hun lænede sig bagover og gav efter for følelsen af frihed til at grine. Stolen var ude i luften. Den frie luft.

Rachel når næsten ikke at opfatte, hvad der skete, før hun fastklemt mellem dørkarm og Rebecca så sin far bære stolen ud af kontoret. Det var som at få en mavepumper, men af den gode slags. Den slags hun fik i skolen af nogen, hvor hun så derefter kunne tillade sig at give igen. Det var dem der startede. Synet af hendes far der hektisk bar stolen udenfor med filtret hår, fik hende til at fnise. Hun nærmest dansede ned af gangen lige i hælende på Rebecca, der råbte og skældte. Masser af sure ord væltede ud af hendes søsters mund. Rachel havde slet ikke så mange sure ord i sig. Hun syntes gangen lyste helt op. Det var lettere at trække vejret. Ude i aftenlyset så hun sin far stå med lysende øjne. Hans lille spinkle krop rystede let, men han virkede målrettet. Rachel undrede sig. Hun havde aldrig set sin far sådan. Selvom han var hendes forsigtige og ydmyge far, så mærkede hun en styrke, hun ikke havde mærket før. Rachel fik et chok, da hun pludselig hørte latter i høje hakkende stød komme ud af Rebeccas mund.

Han havde selv slæbt stolen derned. Det ville han. Selvom den var uhåndterbar at gå med gennem klitterne, vidste han, at han måtte gøre det. Pigerne gik bag ham med kaffe kurv og kiks. De havde også pakket vin og saltstænger. Han mærkede flovhed som han gik der med stolen. Hvad var det for et optog og så her lige inden begravelsen. En snært af skyld ramte ham.

Hvorfor havde han foreslået, at de tog til vandet og holdt deres egen afsked ? Det var næsten mørkt. Rebecca havde været helt hysterisk glad. Hun havde pakket kurven og Rachel havde fundet tæpper. Han havde nydt, at se pigerne sammen om det. Som hans to småpiger i blomstrede kjoler. De spurgte ham til råds om vinen, kiksene. Hvilke tæpper skulle de bruge ? Han vidste besked. Han havde betydning for dem. Han havde betydet noget for nogen.

Rebecca sad og så ind i bålet. Hun tyggede på en kiks og drak mere vin. Hendes krop føltes let. Hun mærkede ikke denne tunge opgivende følelse. Denne tunge følelse af pligt. Pligt til at være afbalanceret og fast besluttet. Som når hendes kolleger på Pastoralseminariet kiggede afventende på hende. Ventede på hendes afsluttende ord der fastsatte retningen. Hendes hjerne var fyldt med sandkorn. Smukke sandkorn der stille trillede rundt mellem hinanden. Herude under den mørke aftenhimmel følte hun sig fri. Hun havde grinet højtlydt og tænkte kortvarigt, at det var pinligt. Sikke en opførsel. Men hendes fars beslutsomhed havde øjeblikkeligt fjernet den følelse igen.

Rachel krøb dybere ind under de tunge tæpper. Hun trak fødderne helt ind til kroppen og lænede sig op af en træstub der stod på stranden. Bålet skabte ro. Hun mærkede glæden boble i maven. Sådan ville de aldrig have kunnet sidde, hvis Hun havde været her. Rachel huskede, hvorledes lugten af bål fik Hende til at vrænge synligt ansigt. Rachel huskede, hvordan hun havde lyst til at fortælle, hvor sjovt det havde været. At hun havde været den bedste til at lave det flotteste snobrød. Men Hun trak sig fysisk væk fra Rachel. Ind på kontoret. Ind til stolen. Rachel havde altid fundet ud til sin far i køkkenet. Han blev altid glad og stolt, når hun fortalte. Lige gyldigt hvad det var. Hun kunne se det i hans øjne. Og rundt om hans mund. Øjnene lyste op og mundens yderkanter sitrede let. Rachel kiggede på sin far. Han sad lænet op af stolen. Han nynnede noget. En salme. Du som har tændt millioner af stjerner. Rachel nynnede stille med, men tiltog så i styrke. Hun slog tæpperne væk. Sprang op og begyndte at danse svævende rundt, mens salmen bare lød i aftenluften.

Hans ryg gjorde ondt. Han sad dårligt. Han hørte pludselig en melodi han kendte. Han blev forbavset, da det gik op for ham, at det kom fra ham selv. Du som har tændt millioner af stjerner. En salme. Den hadede Hun. Hun havde ment, at man skulle frasige sig alle de sentimentale taksigelser. Ikke fortabe sig i Guds mildhed, men gå den lige vej. Ordets direkte vej. Ikke det bløde og det vage. Han havde haft lyst til at fortælle Hende, at denne salme jo netop var den direkte vej. Vejen til kærlighed gennem tanke for det, man havde og det der var. Men Hun havde haft så travlt. Nu kom tårerne. Han mærkede dem først ikke. Men da ryggen nu værkede så meget, rettede han sig op. En tårer dryppede på hans hånd. Han rejste sig og så nu Rachel gøre det samme. Hun sang. Det lød smukt. Hun var smuk som hun dansede rundt. Hans datter. Han rejste sig og tog fat om armlænet på stolen. Han satte sig langsomt ned. Da han mærkede sædets kolde læder, gøs han. Hans hånd aede nitterne på armlænet. Hans hånd tog hårdt fat om stolens armlæn. Den blev hvid og nitterne klemte mod indersiden af hans hånd. Han hørte Rebecca råbe. Hun kom vaklende imod ham.

Rebecca var helt væk i egne tanker. Sandkornene der bare hvivlede smukt rundt i hendes hoved, gjorde hende godt. Den følelse gjorde hende godt. Hun havde brug for at slippe fri. Lade hjernen hvile. Lyden af sang nåede hende og hun så op. Hun så sin far sætte sig

langsomt i stolen. Med ét jog et ældgammel instinkt gennem hende. Hun råbte fra sit inderste. Der inde hvor angsten gemte sig. Hvad gjorde han ? Hvor turde han ? At forstyrre hendes fred og ro lige nu. Ingen måtte sidde i den stol. Ingen. Det vidste han da. Hun ville rejse sig, men mærkede vinens indvirken. Hun svajede let og tumlede så rundt i sandet. Hun hørte Rachel fnise. Hun hørte hendes far synge. Hendes fars sang lød nu fast og klar. Teksten var tydelig. Han mente det, han sang. Angsten forsvandt som hendes fars sang trængte ind til hendes inderste. Hun lagde sit hovede i sandet. Kiggede op på stjernerne og følte en sær buldren stige op helt nede fra maven. I en kraftanstrengelse kæmpede hun sig op på sine ben. Hun åbnede munden og udstødte høje krageagtige lyde. Hun syntes det lød forfærdenligt. Hun vaklede afsted og mærkede en klar følelse af beslutsomhed. Lydene blev nu til råb. Hun råbte til sin far, at han skulle flytte sig. I et kort øjeblik så hun Hende sidde i stolen. Stiv og stærk. Hende der havde sat hele deres liv i en stram ramme. Hende der havde set på Rebecca med hårde øjne. Rebecca rystede billedet væk. Det måtte være vinen. Hendes far nåede akkurat at rejse sig før end Rebecca faldt ind over stolen. Hun greb hårdt om den og løftede den op. I baggrunden hørtes Rachels stille sang, mens hun flagrede omkring bålet. Rebecca bar stolen langt ud i vandet.

Han nynnede stadig melodien, mens han roligt betragtede Rebeccas anstrengelser med stolen. Han blev stolt over hendes styrke. Han mærkede, hvordan hendes kraftanstrengelse hjalp dem alle tre. Stolen forsvandt nu helt under vand. Rachel stod smilende og helt stille ved hans side. Efter en rum tid, hvor vinden var helt stille og kun bålets knitren lød, hjalp han Rebecca op fra vandkanten. Han tog sine piger om skuldrene og de gik sammen op til bålet. De sad stille. Helt tæt. Pakket ind i tæpper.

Godt et halvt år senere gik en mand på en strand. Hans øjne fangede stolens omrids på lang afstand. Han tog sit kamera frem.